Kritik kan vække stærke reaktioner. For nogle rammer den som et slag i maven, der får hele selvværdet til at vakle. For andre vækker den vrede og modstand, så de straks går i forsvar. Uanset reaktionen er det menneskeligt at tage kritik personligt — især hvis man har lært at måle sin værdi på, om man gør alting rigtigt. Men når frygten for kritik begynder at styre ens valg, bliver livet snævert. Man undgår udfordringer, tier med sine meninger og slider sig selv op i forsøget på aldrig at lave fejl.

Som psykologer ser vi ofte, hvordan sværheden ved at håndtere kritik hænger sammen med perfektionisme og lavt selvværd. Mange har en indre stemme, der konstant minder dem om alt, de burde gøre bedre — og når der så kommer kritik udefra, føles det som bevis på, at stemmen har ret. Men kritik er ikke nødvendigvis et angreb. Den kan være en mulighed for udvikling, hvis man lærer at adskille sin præstation fra sin identitet. Du er ikke det, du gør — og en enkelt fejl betyder ikke, at du er forkert.

I samtaler hos en psykolog arbejder vi ofte med at skabe en indre robusthed, så kritik ikke vælter hele selvbilledet. Vi træner i at lytte nysgerrigt, vurdere indholdet sagligt og kun tage det til sig, der faktisk er brugbart. Samtidig arbejder vi med at styrke selvværdet, så man ikke behøver perfektion for at føle sig god nok. Når man kan rumme sine fejl, bliver kritik mindre truende — og dermed lettere at bruge konstruktivt.

På siden om at håndtere kritik kan man læse mere om, hvordan man kan finde en sundere balance. Mange oplever, at det gør en stor forskel at have mennesker omkring sig, som både kan give ærlig feedback og samtidig stå fast i relationen. Kritik gør ondt, når man står alene med den — men mister sin kraft, når man ikke længere tror, at ens værdi afhænger af aldrig at fejle.

At kunne tage imod kritik uden at gå i stykker er ikke et tegn på hårdhed, men på indre styrke. Og den kan bygges op — skridt for skridt, mens man stadig er menneske undervejs.